Velkommen til FYN CUP

Bådene kan følges  på TracTrac – Følg med her

Alle både er nu sendt af sted og 220 deltagere er nu på vej mod Lillebælt. Starterne er forløbet helt planmæssigt uden nogen tyvstarter.

Vinden har ligget og drejet lidt – 4-6 m/s fra SSV og der har været spænding ved startlinjen om man var på styrbord eller bagbord halse, men ingen har haft uheld.

Den forreste båd – Hyænen – er en tursejler og ligger syd for Fænø, hvor den logger 7,7 knob. Den store tyske Tripp75 – Calypso – der startede 13.15 er allerede halvvejs mod Lillebælt og logger 11 knob.

Fredag kl. 12.00

Starterne forløber planmæssigt

De første starter er afviklet og bådene er på vej mod Tragten i ca. 6 m/s fra SSV, så en fin sejlads er forude. Vejrudsigten lover sydligere vind en overgang, hvorefter den går mere i vest og opfriskende, så det tyder på at det også bliver en fin sejlads gennem Svendborg Sund.

Kl. 13.30 går starten for flerskrogsbådene, som hurtigt vil indhente de forreste kølbåde.

Bådene kan følges hele vejen rundt på TracTrac – Følg med her

I bureauet arbejdes der ihærdigt på at få et link ind på vores hjemmeside også.

Skippermøde kl. 9.00

Sejlretningen – med Fyn om bagbord – Vi sejler i Lillebælt

Der blev budt STORT velkommen til Fyn Cup 2026 af stævneleder Jim Hansen – Den 37. gang sejladsen sejles fra Bogense. Han takkede for at så mange var mødt frem i det skønneste vejr, trods det kolde forår, hvilket har forsinket mange bådejere.

Der var stor tak til den nye hovedsponsor MIDDELFART SPAREKASSE, der har overtaget efter Nordfyn Bank, for deres store støtte samt til alle vores andre meget gode sponsorer, der enten møder frem på forpladsen eller viser interesse i form af mange flotte lodtrækningspræmier.

Derefter gav han ordet til Nordfyn Kommunes borgmester Mette Landtved-Holm, der også var glad for at se både sejlere og gæster til byen. Sejladsen giver altid en helt særlig stemning i byen og er jo en årlig tradition, som byen ser frem til. Her takkede hun også BOGENSE SEJLKLUB for deres store engagement og de mange frivillige hænder der gør det hele muligt.

Derefter gik vi over til de fine lodtrækningspræmier:

1 stk. Gastepakke – Værdi kr. 2.000,- Sponseret af SELDÈN

Delt. nr. 4 – Lucille – Michael Christiansen – Horsens Sejlklub

1 stk.   i50 og i60 instrument pakkeløsning – Værdi kr. 16.795,- – Sponseret af Raymarine

Delt. nr. 129 – Maja – Thomas Ebert – Holbæk Sejlklub

1 stk. AXIOM+9 – Værdi kr. 14.995,- Sponseret af Raymarine

Delt. nr. 40 – Hylleberg – Thomas Hylleberg Christensen – Snaptun Sejlklub

2 stk. Duffel taske – Værdi kr. 1.300,- Sponseret af HellyHansen

Delt. nr. 227 – Isfuglen – Michael Albin Larsen – Skærbæk Bådelaug

Delt. nr. 192 – Sixtus – Harry Laustsen – Struer Sejlklub

2 stk. PP9155 – Sejlertasker – Værdi kr. 750,- – Sponseret af PelleP

Delt. nr. 157 – Beluga – Anders Johansen – Sejlklubben Neptun Vejle

Delt. nr. 221 – BahBuuh – Tobias Grandt Pedersen – Skærbæk Bådelaug

1 stk. Gavekort GORI PROPELLER – Værdi kr. 4.000,- – Sponseret af GORI PROPELLER

Delt. nr. 232 – Dragonfire – Jens Quorning – Skærbæk Bådelaug

Derefter blev sejlretningen offentliggjort og som forventet bliver det mod Lillebælt først, som blev modtaget med klapsalver. Vejrudsigten lover en god sejlads rundt om Fyn og til de både der vælger den korte bane der går mod Brandsø, hvor de vender og sejler retur til Bogense.

Første start er kl. 11.00 og bådene kan følges hele vejen rundt på TracTrac – Følg med her

 

Fredag kl. 06.30

Godmorgen herfra Bureauet, som nu er døgnåbent under hele stævnet.

Solen skinner fra en skyfri himmel og på nuværende tidspunkt mangler 43 både at melde sig i bureauet. Sejlerne er så småt ved at purre køjerne og gør klar til morgenmaden i teltet og skippermødet foran sejlklubben kl. 9.00.

Traditionen tro vil Nordfyns Kommunes borgmester byde velkommen og der vil blive udtrukket mange flotte præmier fra vores gode sponsorer blandt fremmødte skippere.