Palby Fyn Cup aflyst
Vi krydsede fingre og troede på det, men vi må desværre aflyse Palby Fyn Cup 2021.
Det er stadig ikke afgjort om stævnet må afvikles, men med kun 3 uger til start, så føler vi os nødsaget til at trække i bremsen – og det er ikke med vores gode vilje!
Vi havde allerede aflyst hele landarrangementet og var optimistiske mht. afviklingen af selve sejladsen, da sejlerne jo er fordelt på over 300 både. Men uden klare retningslinjer fra myndighederne, så er det urealistisk at kunne gennemføre stævnet.
Bogense Sejlklub har som arrangør ansvar for, at alt gennemføres på en corona-korrekt og ansvarlig måde, og med 100 frivillige hjælpere og ca. 2.000 sejlere, så må vi desværre kaste håndklædet i ringen. Faren for at bare én testes positiv og at hele stævnet vælter, er for risikabelt.
Vi er meget taknemmelige for den store opbakning og interesse for Palby Fyn Cup – håber at vi ses på vandet i løbet af sæsonen.
Rigtig god sejlersæson!
PS: Betalte deltagergebyr vil blive refunderet i løbet af de næste 14 dage.