Stemningen er høj om bord på den lokale Dasa, en båd der er hjemmehørende her i Bogense men hvis besætning består af 6 elever fra Hou Maritime Idrætsefterskole (HMI), og en enkelt voksen gast og en lillebror. De melder om fantastiske sejl forhold og den smukkeste aften omgivet af både med spilere, som kun er med til at gøre aftenen endnu mere magisk. De store både er ved at have hentet dem, så der er nok at holde øje med, og der bliver ivrigt diskuteret både trim og taktik blandt de unge mennesker, som kommer fra Vejle, Silkeborg, Brande Aarhus, Tilst og Odense.

Da vi fanger dem, er den eneste voksne ombord godt i gang med opvasken efter en skøn gryderet.

Da vi spørger til om der er nogle fra deres eget løb de ligger og kæmper med, bliver der sagt at de “mangler noget at sprøjte med, så man kan slippe af med en Dufour”. Men at de nok desværre mangler nogle m² spiler for at kunne følge med. De håber dog, at når de får rundet Thurø Rev og får coden op, så bliver mere konkurrencedygtige igen.

De logger omkring de 7,7kn og sejler agten for tværs.

Vi synes det er fantastisk, at der gives plads til de helt unge sejlere i sejladsen.

Vi ønsker alle god vind !